HJEM    |    SØG    |       |       |   

Urnesfibel 49662

Urnesfibel med DIME-nummer 49662 blev fundet af Geoffrey De Visscher d. 11. november 2019 i Norddjurs Kommune. Genstandens tilstand er fragmenteret og den dateres til vikingetid/ tidlig middelalder (ca. 750 - 1199). Den består af sølv, og vejer 3.09 gram .

Urnesfibel i sølv

Typebeskrivelse

Urnesfibler er flade pladefibler i gennembrudt arbejde. Standardmotivet er et centralt, slynget dyr i Urnesstil. Dyret kendetegnes af en smal krop med langtrukne ekstremiteter. Dyrets krop kan være fremhævet ved hjælp af stregornamentik, riffelmønster og en skulderkrølle. Ved nogle eksemplarer er det centrale dyr omgivet af et slange- eller reblignende slyngebånd. Ved andre er det kun ét dyr. Især i den sene fase af Urnesstilen kan nogle fibler vise et dyr med små vinger, siddende ved dyrets skulderled. Størrelsen kan variere mellem 25 til 60 mm. Mens nogle eksemplarer kendetegnes af enorm detaljegrad og høj håndværksmæssig standard kan andre være mere enkelt og grov i deres udformning og forarbejdning. På bagsiden findes nålefæstet og -holder til en jernnål eller loddespor herfra.

Baggrund

Fibula eller fibel er fagbetegnelsen på spænder, der i oldtid og middelalder blev brugt til at fastgøre tøjet. Fibula betyder “spænde” på latin. Urnesfibler hører til blandt de mest hyppige fund fra den sene vikingetid og tidlig middelalder. I 2019 var der på Nationalmuseet registreret 851 Urnesfibler; alle fundet i Danmark Fiblerne var tydeligvis enormt populære, og som hverdagsgenstand blev de formentlig båret af både højt og lavt. Vi ved dog ikke med sikkerhed om de blev båret af mand eller kvinder, eller af begge køn. Men det er mest sandsynligt at de indgik i kvindedragten og blev brugt til at holde kjoler eller kappe på plads.

Symbolsk betydning

Dragelignende og slyngede dyr er et centralt motiv i de Nordiske dyrestile som går tilbage til Ældre Germansk Jernalder. Urnesfiblerne er dermed baseret på motiver og symboler med rødder i den førkristne forestillingsverden. Men i den sene vikingetid og den tidlig middelalder er kristendommen allerede veletableret i Norden. Urnesfiblerne blev uden tvivl tillagt en kristen symbolværdi. En mulighed er, at det store dyr og det slangelignende væsen omkring denne repræsenterede den evige kamp mellem det gode (kristus og kristendommen) og det onde (djævelen og hedenskab). En anden mulig tolkning er at dyrene forestillede en forening af gud og helligånden. Uanset hvad havde fiblerne og deres motiver en enorm betydning for de mennesker som bar dem. Deres store popularitet skyldes sikkert også at man tillagde fiblerne og deres motiver en særlige beskyttende virkning, svarende til en amulet.

Typer og variationer

Variationer og typer: Urnesfiblerne har en meget standardiseret grundform. Der findes dog utallige variationer i forhold til udformning, størrelse og ornamentik. Meget groft kan Urnesfiblerne inddeles i to hovedgrupper:
Fibler med to dyr: Motivet udgøres af ét centralt dyr i profil og med hoved vendt mod enten højre eller venstre samt et andet, tyndere og trådlignende slange eller reb, som snor sig om dyret.
Fibler med ét dyr: Motivet udgøres af kun et enkelt dyr i profil og med hoved vendt mod enten højre eller venstre og en ormelignende bagkrop som slynger sig omkring 

En meget detaljeret inddeling af urnesfiblerne i mere end 40 typer/grupper er blevet præsenteret Gilså (Et spørgsmål om stil, 2019). Gilså adskiller tre perioder: 
Periode 1 (ca. fra 1025 til 1100): overgangsperiode mellem Ringerikestilen til Urnesstilen, hvor Urnesfiblerne har træk fra Ringerikestilen.
Periode 2 (ca. fra 1050 til 1150): mellemperiode, hvor fiblerne er udført i ren Urnesstil
Periode 3 (ca. fra 1130 til 1150: overgangsperiode mellem Urnesstilen og den romanske stil, hvor Urnesfiblerne har romanske træk. 

De mest udbredte typer/variationer af urnesfiblerne er ifølge Gilså (2019):

Periode 1

·       V-B: Dyr set i profil vendt mod venstre. Dyret står på forbenet, mens den ormelignende bagkrop deler sig i tre haler, hvoraf den ene er slynget under dyret, mens de to andre er slynget op over dyrets ryg. Dyrets krop er fremhævet med stregornamentik, skulderkrølle og et indtegnet mandelformet øje. Typen er kendt fra det sydlige Jylland, Nordfyn og omkring Limfjorden.
·      OS-B: Dyret er set i profil vendt mod venstre med hovedet bøjet bagud over kroppen. Munden gaber over hoften. Dyret hviler på et enkelt forben, mens bagkroppen er ormelignende og slynger sig under dyret. Kroppen er ofte fremhævet med stregornamentik. Typen er koncentreret på Nordsjælland, Nordfyn og omkring Limfjorden.


Periode 2

·      H-A: Dyr i profil og vendt mod højre. Dyret står på forbenet. Bagkroppen er ormelignende og svunget en enkelt gang op over dyrets ryg. En sekundær trådlignende slange snor sig om dyret,begyndende under dyrets krop med et lille hoved og afslutning over dyrets ryg. Dyret har snudekrølle, mandelformet øje og et lille rundt øre. Denne type er den mest almindelige variant og udbredt over hele Danmark. 
·      V-A: Dyr i profil vendt mod venstre. Dyret står på forbenet. Bagkrop er ormelignende og slynger sig op over ryggen og rundt om halsen, før den hæftes på dyrets hofte. En sekundær tråd, der begynder ved dyrets nakke, er slynget om dyret. Typen er hovedsageligt fundet i Nord- og Midtjylland og er den mest almindelige, næst efter H-A.
·      V-H: Dyr set i profil vendt mod venstre stående på forbenet. Bagkroppen er ormelignende og deler sig i to halespidser, før den slynges over dyrets ryg. En sekundær tråd slynger sig om dyret. Den begynder til højre for dyrets fod, hvorefter den afsluttes i en knude omkring dyrets halespidser. Dyret har et spidst øre, en menneskelignende fod, skulder- og snudekrølle samt et mandelformet øje. Typen er fundet både på Bornholm, Sjælland og i Nordjylland.
·      V-C: Dyr set i profil vendt mod venstre. Dyret hviler på et bøjet forben, og dets bagkrop er ormelignende og slynget op over dets ryg, hvor den ender i en haledusk med et karakteristisk knæk. En sekundær trådlignende orm, hvis hoved møder dyrets snude, er slynget om dyret. Dyret har ofte et mandelformet øje i lav relief. Typen er primært fundet i Jylland, men kendes også fra Sjælland og Bornholm. 
·      V-I: Dyr set i profil vendt mod venstre. Dyrets forben er bøjet opad, og bagkroppen er ormelignende og slynget op over dyrets ryg, hvor den slynger sig om dets hals, før den ender i en afrundet halespids over ryggen. En sekundær trådlignende orm, der begynder ved foden, snor sig om dyret og ender i en afrundet halespids vedsiden af dets egen hale. Dyret er ornamenteret med et lille øre og skulder- og snudekrølle. Fiblerne af V-I typen er betydelig større end de fleste andre Urnesfibeltyper. Denne type er fundet i det meste af Danmark.
·      OS-A: Dyr set i profil vendt mod højre med hovedet bøjet bagud over kroppen. Dyret hviler på et bøjet forben. Bagkroppen er ormelignende og deler sig i to. Den ene hæfter på dyrets albue, mens den anden er slynget op og hæftet på dyrets skulder. Dyret har en rund snude og et rundt øre. Denne type er hovedsageligt fundet i Nord- og Midtjylland, men der kendes også i andre dele af Danmark.
·      H-J: Dyr set i profil vendt mod højre. Dyret står på forbenet og har sin ormelignende bagkrop slynget omkring sig. En sekundær tråd skyder fra dyrets nakke og slynger sig om dyret. Dyret har et mandelformet øje. Kroppen er frem-hævet med stregornamentik og skulder-krølle. Denne type findes i tre variationer med forskellig udformning af underkroppens slyng. Fiblerne af H-J typen er betydelig større end de fleste andre Urnesfibeltyper. Typen er repræsenteret over hele Danmark. 


Periode 3

·      V–E: Bevinget dyr set i profil vendt mod venstre. Vingen er smal og skyder fra dyrets ryg. Dyret hviler på forbenet, og dens bagkrop er ormelignende og skyder op over dyrets ryg, hvor den slynger sig en enkelt gang om vingen. Dyret er fremhævet med stregornamentik. Alle på nær ét af fiblerne er fundet i Jylland.

Ovenstående liste er ikke fyldestgørende og der findes flere typer med afvigende mønster og motiver. For en mere detaljeret overblik se Gilså (2019).
 

Særlige kendetegn og forvekslingsmuligheder

Det særlig kendetegn er Urnesstilen, som markerer den sidste opblomstring af de Nordiske dyrestilarter. Urnesstilen er karakteriseret af smalle og ‘elegante’ kroppe med langtrukne ekstremiteter, hals og hoved. Typisk er også de mandelformede øjne samt en tydelig asymmetri. Urnesstilen blev introduceret i anden halvdel af 1000-årene og fortsatte i brug efter år 1100. 
En særskilt gruppe blandt Urnesfibler udgøres af de såkaldte dyreslyngsfibula af Aalborg-type, også kaldt cirkulære dyreslyngsfibler. Ved disse fibler er det centrale dyr i Urnesstil dog altid omkranset af en cirkulær ramme, og ofte en lille øsken i bunden af denne. 

Læs mere

Bertelsen, L.G. 1992: Urnesfibler i Danmark. Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1992, 345-370. 
Lønborg, B. 1992: Masseproduktion af Urnesfibler! Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie 1992, 371-378.
Søvsø, M.H. & C.V. Jensen 2020. Workshop production of brooches with religious symbolism around the year 1100 in Denmark. Danish Journal of Archaeology 9, 2020, 1-31.
https://doi.org/10.7146/dja.v9i0.115489
Gilså, N. 2019: Et spørgsmål om stil. Urnesspænder i gennembrudt arbejde fra tidlig middelalder. Specialearbejde ved Aarhus Universitet 2019.
 

Fundanmeldelsen administreres af Museum Østjylland
2477942024-01-29
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Sølv

Museum Vestsjælland


333572019-06-10
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Sølv

ROMU, Roskilde Museum


1088662016-01-27
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Kobberlegering (f.eks. bronze)

Vendsyssel Historiske Museum


1307012021-08-16
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Kobberlegering (f.eks. bronze)

Museum Sydøstdanmark


1812522022-09-23
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Kobberlegering (f.eks. bronze)

Viborg Museum


1242002021-04-15
Urnesfibel

Vikingetid/ tidlig middelalder

Kobberlegering (f.eks. bronze)

Øhavsmuseet Faaborg (Arkæologi Sydfyn)